Farvelitografi af Allan Nordmark til Telekommunikationsforbundet.

Af Kunsthistoriker, mag.art. Nina Dahlmann Olsen.

Det er højsommer, en sen eftermiddag, hvor solen kaster sit gyldne lys på en lille havn ved en grønblå fjord. Både til lands, til vands og i luften bliver der kommunikeret på livet løs.

Ved kajen ligger der et skib med radar, og ved molerne er der små både. Helt ude på den krumme horisontlinie sejler en lille færge. Cykelpigen i bikini er standset op på fliserne på kajen for med rød hjerteformet mund at tale i sin mobiltelefon.

Hun er som trådt ud af PH-visen »Kys det hele fra mig«. Bagved kører to damer i blåt og rødt mini-skørt med en barnevogn, mens de er fordybet i samtale. To personer sidder oppe på altanen i villaen til venstre og kvidrer løs. Nedenunder dem vidner parabolantennen om de mange fjern­synskanaler, som kan underholde, når samtalen er forstummet. Anderledes toner bliver slået an i det gule telt, hvor der står en ansat fra Telekommunikationsforbundet og skal til at holde fyraften.

Når dagen er forbi, fornemmer man ligesom Osvald Helmuth's vise »Havnen«, at han har en »indeklemt længsel«, og at »Derude et sted bag ved molen, ligger verden og livet og solen«.

Billedet taler sit levende sprog om sin tid. I kontrast hertil kan nævnes Jens Søndergaards maleri fra 1948 »Landskab med en gammel mand«, som er på museet i Bovbjerg. Her sidder der en mand med hånden under kind fordybet i sine tanker, mens et par cykler afsted, og telefonpælene rytmisk flankerer vejen ned til fjorden.

Hos Allan Nordmark har cykelpigen afløst de to cyklende, og der er frit udsyn til havnen, og hun kommunikerer trådløst.

Kunstværket indgår i en tavs dialog med sin beskuer, det aflæses med øjnene. Motiverne er tegn, som kan tolkes, ofte er de let genkendelige, andre gange kan det være svært at sige, hvad de skal fortælle, men der er ingen tvivl om, at de sorte for-tøjningspæle ved molen har et budskab. Allan Nordmark har villet udtrykke mange ting, både farvemæssigt og formmæssigt. F.eks. danner bag-hjulet på cyklen med sin runde form abstrakt modspil til de firkantede fliser, og farverne i hjulet gul, blå og grøn bliver et ekko af den lette isnen, der er over fjorden.

Der er gjort et stort forarbejde, før farvelitografiet blev færdigt. Udgangspunktet for det er en lille tegning i oliekridt fra 1994, som viser en udsigt over Virksund, hvor det er ved at blive aften, skyerne farves røde og lilla, og en fiskekutter ligger ved en mole. På tegningen forstærker farverne rød-grøn, gul-blå, orange-violet hinanden koloristisk ved at ligge side ved side. Det er disse farvevirkninger, Allan Nordmark har ønsket at overføre til farvelitografiet. Men inden han kom så langt er vejen gået over utallige skitser i blyant og oliekridt, hvor de forskellige stadier kan følges. Især kan de smukke gulrøde skitser med sollysets brydning fremhæves. Til sidst er det hele samlet i en stor rektangulær oliekridt-tegning, hvor kompositionen er fastlagt. Så er denne tegnings konturer blevet overført på et stykke pergament-papir, derefter er motivet blevet delt op i halvdele og diagonallinierne indtegnet med rødt. Denne konstruktion sørger for balance, så de perspektiviske forskydninger holdes fast. Nu skal trykfasen begynde, og motivets konturer overføres til 5 litografiske sten, en til hver farve -gul, grøn, blå, umbra og rød. Farverne trykkes enkeltvis på papirarket. Et ny billede skabes, og nye farvemuligheder opstår undervejs. Til sidst er trykket færdigt og den danske sommerdag taget på kornet.

Allan Nordmark's farvelitografi er udført i 1995-96, det måler 32x481/2 cm og er tryk på Grafisk Værksted i Hjørring. Allan Nordmark er født i 1942 og bor i Sundstrup. Han er maler og grafiker. Allan Nordmark er uddannet på Kunstakademiet i København, har udstillet på Charlottenborg og på Skovgaard Museet i Viborg og er medlem af Zebra og Danske Grafikere.

--- o O o ---